Print
22 october 2013

Den europæiske krise har mange elementer. Det er en krise for vækst, for efterspørgsel, beskæftigelse, en politisk krise og en produktionskrise.

Et vigtigt element er, at vi i virkeligheden er midt i en værdi kamp for et socialt Europa. Op til 2010 var der en stærk social konsensus i de fleste lande om, hvordan man skulle gribe situationen an. Efter den tid har den politik, som er blevet ført, hvor der er blevet givet økonomisk støtte til at håndtere lån, der var prissat så de udnyttede situationen, samtidig med krav om strenge og smertefulde nedskæringer brudt denne konsensus nationalt og i Europa.

Politisk er krisen i færd med at udvikle et Europa i to eller tre hastigheder. Den økonomiske styring med six-pack, bankunion og finanspagten er et tegn på, at euro-landene er nødt til at flytte tættere sammen og eventuelt afgive mere suverænitet til EU. Denne proces risikerer at efterlade ikke-eurolande uden for beslutnings-processen, hvis de ikke også er parate til at afgive suverænitet. Også parlamentets rolle i den nye europæiske styring er uklar. EU-institutionerne er langt fra så effektive, som vi kunne ønske, og de skal udvikles i en mere demokratisk retning. Parlamentets rolle bør styrkes. Dette vil bidrage til at skabe balance mellem Europas forskellige hastigheder.

Nøjsomhedspolitikken har medført tilbagegang og dobbelt dip. Udfordringen er at finde den rette balance mellem en mere vækstvenlig politik og behovet for at for langsigtet budgetforsigtighed.

I denne situation sætter lande som Storbritannien spørgsmålstegn ved de grundlæggende elementer i det europæiske samarbejde, og den offentlige mening bliver mere og mere skeptisk. Denne skepsis forekommer både i kriselande, hvor de sociale konsekvenser har givet anledning til højreekstremisme, og i de mere stabile europæiske lande, hvor anti-europæiske populisme blomstrer.

Der er behov for at vi bekræfter vores europæiske identitet og vores engagement i et socialt Europa, derunder et langsigtet finanssystem og en økonomisk infrastruktur som gør et socialt Europa muligt og bæredygtigt.

Disse er retningslinjerne for vores politik

  1. Det er ikke muligt at skabe arbejdspladser og velfærd gennem besparelser. De sociale konsekvenser af sparepolitikken er voldsomme. De potentielle politiske konsekvenser af de nuværende politikker er alvorlige. De nordeuropæiske lande skal være parat til at vise solidaritet. Euro-krisen skal bæres i fællesskab af hele Europa.

  2. Den anden side af solidaritet i finansieringen af krisen er behov for at pålægge socialt ansvarlig budgetdisciplin. Vi er enige i dette princip, men vi finder, at gennemførelsen hidtil alene har været fokuseret på at balancere budgetterne så hurtigt som muligt gennem nedskæringer i udgifterne snarere end ved at kigge på vækstens fordele for en langsigtet afbalanceret offentlig husholdning.

  3. En del af problemet har været gennemførelsen af EU-henstillinger til nationale regeringer, som har anvendt EU som en bekvem undskyldning for at forfølge deres egne politiske mål. I andre tilfælde har regeringerne valgt ikke at bruge den plads til bevægelighed, som eksisterer inden for de anbefalinger, som EU giver for eksempel i forbindelse med det europæiske semester. Dette forværres af at den europæiske proces indtil nu har haft en ad hoc-karakter.

  4. Det centrale spørgsmål er rentesatserne for statsobligationer og soliditeten af ​​de europæiske banker. Lavere renter for statsgælden vil gøre det muligt for staterne i Sydeuropa til at løse deres budget krise med langt mindre indgribende politik. Der må gøres en indsats fra ECB for at styrke finansieringen af statsgælden, således at straffende rentesatser, der betales af nogle lande, sænkes. Vi opfordrer til, at ECB kommer til at spille en rolle som långiver i sidste instans. Modeller og konsekvenser af udstedelse af ECB-obligationer som en del af dette bør analyseres.

  5. Der er behov for en større investeringsplan, der finansieres af eksisterende EU-fonde og projektobligationer. Særlig vægt skal lægges på langsigtede, grænseover-skridende bæredygtige investeringer.

  6. En genoplivningsplan er nødvendig for Sydeuropa kombineret med struktur-reformer i disse lande. Administrative reformer og forbedret skatteopkrævning er et behov for flere lande.

  7. Der skal fastlægges klare mål for væksten i de nordiske lande og i Europa. Industriel vækst er den mest effektive motor for vækst i hele økonomien. Når der tages beslutninger og formuleres nye regler bør der altid være opmærksomhed på at sikre gunstige betingelser for industri og jobs.

  8. Ujævn konkurrence mellem EU-lande, specielt når det drejer sig om faglige standarder og ansættelsesvilkår skal modvirkes.

  9. Der er behov for at anvendelsen af EU-fonde, såsom de sociale-, regionale- såvel som globaliseringsfondene, målrettes bedre til at skabe og sikre en bæredygtig beskæftigelse.

  10. EU2020 processen har brug for en samlet revision for at blive struktureret i retning af at skabe vækst, og den skal have en mere bindende karakter.

  11. Der skal være en aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter på alle niveauer af denne proces. IN erklærer sin solidaritet med kollegerne i kriselandene. Der er gennemført politikker i disse lande, som er uretfærdige og langt fra at respektere vort grundlæggende princip om at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder. Vi er parate til at handle på alle niveauer for at sikre en ændring i retning af politikker, som vil muliggøre vækst i hele Europa